ELITEATLETER KAN LUFTE KRITIK I NY WHISTLEBLOWERORDNING

Der er nu åbnet for henvendelser om uacceptabel adfærd i eliteidrætten. Det oplyser Anti Doping Danmark (ADD) torsdag.

Der er tale om en whistleblowerordning, der bliver kaldt Elitesupport. Den tager imod henvendelser fra eliteatleter, trænere og andre aktører, hvis de oplever uacceptabel adfærd.

Den kommer til at være placeret under Anti Doping Danmark. Ordningen er placeret her for at undgå, at der kan opstå mistanke om interessekonflikter og inhabilitet.

Tidligere var det et kritikpunkt, at enheden lå placeret under Danmarks Idrætsforbund (DIF). Atleterne mente, at der kunne sås tvivl om uafhængigheden.

Kim Højgaard Ravn, direktør i Anti Doping Danmark, siger i en pressemeddelelse, at eliteatleter trygt kan benytte sig af den nye ordning.

- Et uafhængigt sted at henvende sig er afgørende for atleternes tillid og lyst til at dele deres oplevelser.

- Vi ser derfor også frem til at bidrage med de erfaringer og kompetencer, vi i Anti Doping Danmark har bygget op over mange år i arbejdet med integritetsmæssige spørgsmål i idrætten, siger Kim Højgaard Ravn.

De blev i 2021 politisk bestemt, at der skulle oprettes en funktion, hvor Team Danmark-støttede eliteatleter og elitetrænere kunne henvende sig, hvis de oplevede uacceptabel adfærd.

Det skete efter en række sager, hvor eliteidrætsudøvere oplevede uacceptabel adfærd.

Tidligere har der også været en whistleblowerordning, men det var fremme, at ikke ret mange eliteatleter benyttede sig af den. Manglende tillid til ordningen blev nævnt som en forklaring på den manglede brug af ordningen.

Team Danmark-direktør Peter Fabrin mener, at eliteatleter trygt skal have et sted at komme med kritik.

- I eliteidrætten er konkurrencen benhård, og der skal optimeres på alle parametre for at realisere drømmen om at blive den bedste. Det kræver nogle gange, at man tester grænser, men det skal naturligvis ske på en ansvarlig måde.

- Med den selvstændige funktion godt placeret i ADD er jeg glad for, at atleter og trænere nu har en mulighed for at gå et uafhængigt sted hen, hvis de oplever uacceptabel adfærd, siger Peter Fabrin.

/ritzau/

2023-06-01T12:28:56Z dg43tfdfdgfd