BIL KøRER IND I PORT FORAN BRITISK PREMIERMINISTERS EMBEDSBOLIG

En bil er kørt ind i gitterporten foran Downing Street i den britiske hovedstad, London, hvor premierminister Rishi Sunak har kontor og embedsbolig.

Ingen er kommet til skade, men en er anholdt.

Det skriver flere britiske medier, herunder BBC. Det samme oplyser politiet.

På det sociale medie Twitter skriver politiet i Westminster, som er regeringsområdet, hvor Downing Street ligger, at hændelsen skete klokken 16.20 lokal tid.

Bevæbnede betjente anholdte en mand mistænkt for "kriminel skade og farlig kørsel", lyder det. Hændelsen "bliver ikke på nuværende tidspunkt betragtet som terrorrelateret", skriver politiet på Twitter.

Regeringen har ifølge BBC bekræftet, at Rishi Sunak befandt sig i Downing Street 10 på tidspunktet for hændelsen. Det samme gjorde den britiske finansminister, Jeremy Hunt.

Sunak forlod efterfølgende stedet, fordi han havde en i forvejen planlagt aftale.

Billeder fra stedet viste afspærringer langs Whitehall, som er en hovedvej, der løber forbi Downing Street, torsdag eftermiddag. Her ligger flere regeringskontorer.

Afspærringen af vejen er siden blevet ophævet, skriver BBC torsdag aften.

På billeder kunne man se den sølvgrå bil holde foran de sorte jernporte ind til Downing Street. Ifølge Sky News er der tale om en bil af mærket Kia.

Politibetjente har undersøgt bilen. Der er også set sporhunde på stedet, skriver BBC.

Videooptagelser af hændelsen viser bilen, der i lav fart krydser Whitehall og tilsyneladende kører op på fortovet. Den stopper, da den kolliderer med gitterporten foran indgangen til Downing Street.

Store porte blev sat op ved indgangen i 1989. Det kom i kølvandet på bombeangreb i London udført af den irske oprørsbevægelse IRA, skriver det franske nyhedsbureau AFP.

Gitterportene er den første sikkerhedsbarriere. Bevæbnede politibetjente holder vagt ved indgangen.

/ritzau/

2023-05-25T15:59:23Z dg43tfdfdgfd