SMATTEDE KARTOFLER På VEJEN ER SOM AT KøRE På VåDE BLADE I REGNVEJR

Smattede kartofler på en kørebane fordobler bremselængden.

Det vurderer bilinspektør Per Bo Hansen fra DanCrash, efter der torsdag morgen lå et lag af kartofler ud over store dele af Storebæltsbroen.

- Det vil være som at køre i et meget kraftigt regnskyl.

Per Bo Hansen hæfter sig dog ved, at store mængder kartofler på vejbanen kan ses.

- Du kan se det på lang afstand, og så bør man jo nedsætte hastigheden. Så det bør ikke afstedkomme nogen fare for den opmærksomme bilist, siger han.

Politiet har sigtet en 57-årig lastbilchauffør for at udsætte andre for fare, som kan koste dem livet eller førligheden, efter at have læsset en stor mængde kartofler ud på vejen på Storebæltsbroen.

Til DR kalder vagtchef hos Fyns Politi Kenneth Taanquist kartoffelkaosset for "en meget, meget farlig situation."

Bilinspektør Per Bo Hansen siger, at hvis der havde været noget glat på vejen, man ikke kunne se, havde det været meget farligere.

Desuden påpeger han, at der er værn på broen, der griber en personbil, hvis den skulle skride.

Jan Graversgaard er direktør for motor i Almindelig Brand Group.

Han siger, at det "selvfølgelig" udgør en fare, når der ligger fremmedlegemer på vejen, som bliver mast sammen.

- Det bliver fedtet og glat. Det kan sammenlignes med efteråret, hvor der falder blade på vejen. De udgør en glatførerisiko, der gør, at dækkene har svært ved at tage fat i vejen, siger han.

I forhold til torsdagens kartofler på broen bemærker han i øvrigt, at nogle trafikanter kan have været uopmærksomme, mens de har kørt.

- Mange har en tendens til at filme det, når der sker noget specielt. Vi har set fra diverse medier i dag, at folk har filmet.

Hændelserne med kartoflerne sker samme dag, som Folketinget har vedtaget et lovforslag, der per 1. januar 2025 pålægger lastbiler en kilometerafgift.

Afgiften kommer til at ligge på omkring 1 krone og 30 øre per kørt kilometer. Den varierer dog alt efter lastbilernes CO2-udledning.

De mere klima- og miljøvenlige lastbiler skal betale mindst.

Fra 1. januar 2025 gælder afgiften for tunge lastbiler på over 12 ton, mens den fra 2027 skal gælde for mindre lastbiler ned til 3,5 ton.

Det er ikke bekræftet, at kartoffelepisoderne og lovvedtagelsen har direkte forbindelse.

/ritzau/

2023-06-01T18:13:11Z dg43tfdfdgfd