DIREKTøR FåR OTTE åRS FæNGSEL FOR VOLDTæGT AF ANSATTE

En direktør i en mindre virksomhed er torsdag af Østre Landsret idømt fængsel i otte år for voldtægt af nogle af sine kvindelige ansatte.

Dermed er straffen blevet hævet i forhold til det resultat, som Retten i Glostrup nåede frem til i september sidste år.

Her blev manden straffet med fængsel i syv år.

Tidligere under sagen har 37-årige Pedro Ramos hævdet, at seksuelle forhold med flere kvindelige ansatte skete frivilligt fra deres side.

Flere gange skete det endda på kvindernes initiativ, har han påstået.

På flere måder er sagen usædvanlig. For eksempel var den nu dømte, der er fra Karlebo i Nordsjælland, på fri fod op i tiden op til straffesagen i byretten i Glostrup. Men ved dommen blev han varetægtsfængslet af hensyn til folks retsfølelse.

Pedro Ramos begik forbrydelserne, da han var direktør i et it-marketingfirma. Han er fra Portugal, men udvises nu af Danmark.

Anmeldelserne mod manden modtog politiet i 2020, og i maj 2021 blev han tiltalt.

I sagen er der fire ofre, der blev udsat for voldtægt og andre seksuelle forhold. Det oplyser Statsadvokaten i København i et opslag på Twitter.

To af ofrene er blevet tilkendt godtgørelse på henholdsvis 200.000 og 175.000 kroner, oplyser retten.

Forbrydelserne fandt blandt andet sted på Hundige Strand. De stod på gennem cirka et år.

/ritzau/

2023-06-01T12:57:42Z dg43tfdfdgfd