33-åRIG FæNGSLET I SAG OM SPRæNGNING I BUTIK I DRAGøR

En 33-årig mand er torsdag blevet fængslet i tre uger sag om en sprængning i en butik på Maglebytorv i Dragør tilbage i marts.

Manden blev fremstillet ved et grundlovsforhør ved Dommervagten i Københavns Byret.

Tidligere er tre personer blevet fængslet i sagen.

Den 10. marts blev en 23-årig mand fængslet i sagen. Fire dage senere blev endnu en 23-årig mand samt en 21-årig kvinde fængslet.

Kvinden blev løsladt 10. maj - hun er ifølge Københavns Politi fortsat sigtet i sagen - mens de to mænd fortsat sidder bag tremmer.

Anklagemyndigheden vil af hensyn til sagens efterforskning kræve, at retsmødet holdes uden adgang for offentligheden - såkaldt lukkede døre.

I en grå personbil ankom en gruppe gerningsmænd natten til 6. marts omkring klokken 00.25 til mobilreparatørforretningen Drop 'N' Fix i Dragør.

På bagsiden af butikken blev fem-seks kilo dynamit anbragt og detoneret.

Ingen personer kom til skade.

Ifølge sigtelserne mod de tre, som allerede har været fremstillet i retten, havde sprængstoffet dog en "særdeles farlig karakter", og der skete "betydelig materiel skade" på bygningen og i butikken.

I sigtelsen lyder det, at politiet mener, at der ud over de to andre anholdte i sagen er "en eller flere p.t. uidentificerede medgerningsmænd".

Den 33-årige nægter sig skyldig og ville ikke svare på spørgsmål i sagen.

/ritzau/

2023-06-01T08:57:41Z dg43tfdfdgfd